Der er få situationer, der kan få nerverne til at sitre som en forestående eksamen. For de fleste giver det bare lidt ekstra spænding i kroppen, men for nogle bliver angsten altoverskyggende. Tankerne går i sort, hænderne sveder, og hjertet banker så hårdt, at det næsten overdøver alt andet. Mange beskriver, at de kan deres stof hjemme, men at det forsvinder fuldstændig fra hukommelsen, så snart de sidder foran eksaminator. Bagefter kommer skammen: “Hvordan kan jeg være så dum?” eller “Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen som de andre?”

Som psykolog har jeg set, hvordan eksamensangst kan få ellers stærke og dygtige unge og voksne til at tvivle på hele deres værdi. Det er sjældent evnerne, der mangler — ofte er det snarere en kombination af perfektionisme, pres og frygten for at blive afsløret som utilstrækkelig. Mange har i årevis kæmpet sig igennem med viljestyrke, uden at nogen har opdaget, hvor meget det har kostet dem. Først når angsten bliver så stærk, at den spænder ben for både søvn, appetit og motivation, begynder de at søge hjælp.

Eksamensangst handler sjældent kun om eksamen. Det handler om, hvad eksamen repræsenterer: bedømmelse, forventninger og risikoen for nederlag. Når hjernen oplever det som en trussel, aktiverer den kroppens alarmsystem, og så bliver det umuligt at tænke klart. I et forløb hos en psykolog arbejder man med at forstå og berolige denne reaktion, så den ikke tager kontrollen. Vi arbejder blandt andet med at normalisere nervøsitet, ændre negative tankemønstre og øve små eksponeringer, der gradvist gør situationen mindre farlig.

På siden om eksamensangst kan man læse mere om, hvordan man kan træne både sind og krop til at bevare roen under pres. Det kan være simple åndedrætsøvelser, visualisering af eksamenssituationen eller at lære at acceptere usikkerheden i stedet for at kæmpe imod den. Mange bliver overraskede over, hvor hurtigt angsten mister sit greb, når man begynder at møde den i stedet for at flygte fra den.

Eksamener vil nok altid give et sug i maven, men de behøver ikke være en kamp på liv og død. Med støtte og nye strategier kan man begynde at se dem som det, de egentlig er: øjeblikke, hvor man får lov at vise, hvad man kan – ikke hvor man skal bevise, at man er god nok som menneske. Og den forskel kan ændre alt.