
Brug kemifrie sæbebær på teltturen
3. februar 2022
Hvis du er typen der holder af længere vandre- eller teltture, kender du nok også til besværet med at vaske tøj. Hvis du befinder dig midt i naturen, langt fra den nærmeste by og et vaskeri, kan det være næsten uudholdeligt kun at have fire par underbukser med, som skal holde indtil næste stop i en by. Det kan derfor være en rigtig god idé at have lidt vaskemiddel med på sin tur, så man nemt lige kan vaske det mest nødvendige i et vandløb eller lignende. De færreste tænker dog over, at man kan skade naturen ved at udlede konventionelle vaskemidler direkte ud i vandløbet, da der i mange vaskemidler i dag er en lang række forskellige stoffer og kemikalier, der helst skal holdes langt væk fra den smukke, vilde natur. Mange vandre- og campingentusiaster er derfor begyndt at kigge efter et mere miljøvenligt vaskemiddel, og det er her sæbebær, også kaldet sæbenødder, kommer ind i billedet.
Et miljøvenligt vaskemiddel
Sæbebær er et 100% naturligt vaskemiddel, der i de seneste år er begyndt at blive populære på det danske marked. Bærrene kommer fra træet Sapindus Mukorossi, der vokser i Himalaya, og de er hverken tilsat nogle kemikalier eller andet og er derfor et helt naturligt produkt. Bærrene indeholder sæbestoffet saponin, der sørger for at vaske dit tøj rent ved enhver temperatur. Saponin rengør effektivt tøjet og efterlader ingen sæberester i tøjet, så det kræver heller ikke den store eftervask og er derfor perfekt til de mindre ideelle forhold der er, når man er på farten. Sæbebær indeholder ikke blegemidler, som de fleste traditionelle vaskemidler gør, og du kan derfor være helt sikker på, at du hverken skader dit tøj eller udleder mistænkelige kemikalier i den smukke natur.
Nem opbevaring
Hvis man ser det fra et praktisk perspektiv, er sæbebær nok det mest optimale valg til en længere rejse. Man behøver blot 5-6 sæbebær, der er på størrelse med en lille valnød, til hver fulde vask, så ved håndvask af enkelte stykker tøj, kan man naturligvis klare sig med færre. De fleste sæbebær kommer i en lille vaskepose, som man med fordel også nemt kan opbevare dem i. De optager derfor ikke meget plads i din rygsæk. Bærrene kan genbruges flere gange, men når de har udtjent deres værnepligt, kan de blot efterlades i naturen, da det er et komposterbart naturprodukt når hurtigt nedbrydes. En af de helt store fordele ved sæbebær er også, at du undgår flydende vaskemiddel i din rygsæk. De fleste har nok prøvet at have en eksplosion af creme, vaskemiddel eller noget andet flydende i sin rygsæk, men det vil altså ikke ske med sæbebær. Dem kan du roligt have liggende i tasken uden der sker en eksplosion af nogen art!