
Hvad koster det at have en campingvogn? Få svaret her
10. januar 2021
For rigtig mange mennesker er det drømmen at kunne hoppe ombord i sin bil med en campingvogn spændt fast på krogen og så ellers suse derudaf og kunne overnatte en masse skønne steder enten i Danmark eller Europa. Tiltaler det også dig, så kan det være, at du har overvejet at købe en campingvogn – men hvad koster det egentlig at have sin egen campingvogn? Det svarer vi på for dig lige her.
Du har brug for en startkapital for at få din egen campingvogn
Den største udgift, du får på din campingvogn, er selvfølgelig, når du skal erhverve dig din campingvogn. Du skal nemlig af med et nogle gange større beløb for overhovedet at få campingvognen med hjem i din indkørsel. Men du kan selv være med til at have en indflydelse på, hvor dyr din campingvogn skal være. Vil du gerne have en ny campingvogn, der indeholder alt det nyeste interiør og ekstraudstyr, så kan det blive rigtig dyrt, men det er selvfølgelig også lækkert at tage på ferie i en campingvogn, der indeholder alt det fornødne og lidt til. Prisen på nye campingvogne varierer selvfølgelig i forhold til mærke, størrelse, udstyr, osv.
Du kan også købe en brugt campingvogn, og der varierer priserne rigtig meget. Der har du selvfølgelig også mulighed for at vælge mellem campingvogne af nyere eller ældre dato, campingvogne i forskellige størrelser, og campingvogne med forskelligt udstyr.
Der er nogle faste udgifter på en campingvogn
Når du har en campingvogn, er der også nogle ting, du skal betale for i løbet af et år. Der er nemlig halvårlig vægtafgift på en campingvogn på samme måde, som der er for en bil. Den halvårlige vægtafgift afhænger selvfølgelig af egenvægten på din campingvogn, og det veksler fra 150 kr. pr halvår og op til 560 kr. pr. halvår.
Derudover kan det være rart at have en forsikring på din campingvogn, og det afhænger også af flere ting. Kontakt dit forsikringsselskab for at høre om en pris. En gang om året skal din campingvogn også have en fugttest, og det kan løbe op i omtrent 700-1000 kr. Derudover skal din campingvogn også have et eftersyn eller et servicetjek ca. hvert andet år, og det koster omtrent 2000 kr.
Vil du have din campingvogn opbevaret over vinterhalvåret, koster det også penge, men det varierer fra sted til sted.
Husk, at der hører udgifter til ferie med til en campingvogn
Har du en campingvogn, så vil du selvfølgelig også have den med på ferie. Og det er også forbundet med udgifter. For eksempel bruger din bil mere brændstof, når du har en campingvogn på anhængertrækket. Du skal altså regne med en større udgift til benzin, når du kører på ferie, end hvis du bare var kørt i bil på almindelig vis. Derudover koster det også at have din campingvogn stående på en campingplads, og det varierer meget fra campingplads til campingplads især i forhold til beliggenhed eller land.